|
April - maj 2000 Brevet og rejseforberedelser Lørdag d. 1 april 2000 blev det store vendepunkt i vores tilværelse, da vi langt om længe modtog et brev fra Adoption Center, hvori de første linier lød således: " Vi har hermed den glæde at kunne meddele Dem, at vi har bragt en dreng på godt et år i forslag. Han kommer fra Cusco......". Her efter var intet som før!! De næste 14 dage galoperede af sted og der blev spenderet penge på barnevogn og puslebord samt hjemtaget seng og masser af drengetøj fra venlige familiemedlemmer. Desuden skulle vaccinationerne være i orden, der skulle findes pasning til hund og hjælp til opsyn med huset og arbejdsopgaver på skolerne skulle afvikles. En hektisk, men dejlig tid. For oven i alle disse meget praktiske ting lå tankerne hele tiden hos Simon, som vi kaldte ham fra første færd. Oplysningerne fra Peru var sparsomme, selv efter besøget hos amtet, hvor vi fik indblik i de foreliggende papirer fra Peru, så vi måtte fantasere os til udseende og væremåde og mangt en ledig stund, blev brugt til at informere familie, venner og kollegaer om de få oplysninger som vi havde. Margrethe Primdahl fra Adoption Center havde besøgt Simons Børnehjem Amantani i Cusco i oktober måned og det varmede os om hjertet, at høre om stedets positive atmosfære og de to lederes (spanske søstre) oprigtige kærlighed og interesse for børnene. Gennem samtale med et andet par som har adopteret fra Cusco og god vejledning fra AC, følte vi os rimeligt udrustede til at forlade dansk jord fredag d. 14 april. Den foregående dag var gået med pakning og vejning af kufferter om og om igen, samt med kontakt til Viborg Rejsebureau, for at sikre os mod en eventuel overvægt og vejre Lufthansas indstilling til dette. Generelt er flyselskaberne dog large når det gælder adoptionsrejser. Da vi endelig kunne lægge al hjemlig tankevirksomhed bag os og udelukkende tænke frem mod Simon i Cusco faldt der en vidunderlig fred og fordragelighed over os. Megen tid mellem Danmark og Peru blev brugt til at snakke om vores fremtidige lille familie og de mange år som er gået forud for barn i forslag. Turen var en form for dannelsesrejse, hvor vi sagde farvel til vores nuværende tilværelse og følte et stort velkommen til den nye sammen med Simon!! Følelserne var meget udenpå i denne tid, og at tegnefilmen Tarzan, som blev vist over Atlanten, kunne give klump i halsen og tårer i øjnene taler vist for sig selv!!! Efter en dagsrejse på ca. 17 timer via Frankfurt landede vi endelig i Lima, hvor en højgravid Roxana Sotomarino (AC´s ansatte jurist i Peru) tog glædesstrålende imod i lufthavnen. Vores bagage indfandt sig heldigvis hurtigt, så vi kunne komme ud til chaufføren Aldo i den ventende taxa. Her overrakte Roxana os det første billede af Simon, taget på Amantani i marts måned. Det var en ubeskrivelig oplevelse endelig at få sat ansigt på og der blev i de kommende dage brugt oceaner af tid på at studere det indgående. Vi elskede det vi så og kunne knapt vente længere. Vi måtte dog lige acceptere et par nætter i Lima for at hvile ud og omstille os til tidsforskydelsen, så vi bedre kunne klare højderne i Cusco, som er en by beliggende ca.3400 m.o.h. Tiden i Lima blev brugt på Sightseeing samt yderligere informationer fra Roxana, som på grund af sin graviditet desværre ikke kunne følge med os til Cusco. I stedet skulle hendes svigerinde Liliana have fornøjelsen af at eskortere os, hvilket var fint nok for os. Søndag morgen d. 16 april kunne vi så endelig møde Simons fødeby efter en flot flyvetur ind over Andesbjergene med udsigt til sneklædte tinder. Vi blev indlogeret på Casa Elena, hvor vi straks efter ankomsten blev budt på coca te som modvirker højdesyge. Den fik vi dog heldigvis aldrig de store problemer med. Værtsparret bestod af Elena, hendes franske mand Yves samt deres datter Leandra. De har haft mange adoptivfamilier fra hele verden boende og disse mennesker kom til at betyde meget for os de næste 17 dage, og vil altid stå som noget ganske særligt i vores erindring eftersom de var de første mennesker omkring os, der fik så nært et forhold til vores nye lille familie og i særdeleshed et godt kendskab til Simon. Tilbage til ankomstdagen, så var vores eneste krav bare, at den skulle gå så hurtigt som muligt, så det kunne blive mandag, hvor vi endelig skulle se Simon på Amantani. Vi brugte dog eftermiddagen på at sende- vel ankommet - mails til familie og venner samt indsnuse den hyggelige sydamerikanske stemning i Cusco (med 300.000 indb.), som er den gamle inka hovedstad. Vi nød en is på Plaza de Armas, som er byens torv, hvorfra vi havde en god udsigt og kunne følge med i folks færden. Mange kvinder bærer den traditionelle beklædning med knæ- lang nederdel og hvid bowlerhat og der for uden, er en fast bestanddel et barn på ryggen i et flot farvestrålende klæde. Der er utrolig megen gadesalg i Cusco som selvfølgelig også er meget turistet på grund af historiske attraktioner - vi gik ikke mange skridt uden at blive antastet af diverse sælgere af lamauld trøjer, postkort, caracas m.m. og et "señor- señora, special price"!!! Mødet med Simon Mandag d.17 april 2000 Endelig var dagen oprundet og efter en forholdsvis søvnløs nat af bare spænding, var vi allerede oppe og fuldt påklædt kl.6 om morgenen. Først skulle vi forbi adoptionskontoret i Cusco, hvor vi skulle hilse på de adoptionsansvarlige i Cusco regionen, juristen Maria Theresa og hendes sociale assistent Elizabeth. Det var et behageligt møde og vi fik lidt flere oplysninger om Simon. Nu var ventetiden efterhånden ved at være uudholdelig, men efter en kort køretur i Taxa, hvor Liliana og Elizabeth selvfølgelig også var medpassagerer, kunne vi endelig kl. 11 ringe på ved porten ind til Amantani. Vi hilste flygtigt på de to spanske søstre og en præst, som var til stede denne dag og der var vist et par stykker mere, men det står lidt tåget i erindringen, for vi var selvfølgelig mest opmærksomme på, hvornår vi kunne møde VORES dreng. Kort tid efter ankomsten forsvandt en af søstrene op på første salen og kort tid efter afslørede hun mere og mere af Simon, da hun gik ned af trapperne imod os. Så gik tiden ligesom i stå og verden bestod kun af mor, far og Simon. Ingen af os ænsede stemmer og folk omkring os. Først var Simon lidt ked af det og græd højlydt- sikkert på grund af tumulten, nye ansigter og en uvant opmærksomhed, men han faldt dog hurtigt til ro - først i fars arme og siden i mors, hvor han lidt efter faldt i søvn. Alt imens Simon tog et velfortjent hvil ovenpå strabadserne, hentede far de to store kasser med Duplo Lego, som Lego i Billund så venligt havde medsendt. De andre børn på Amantani blev hidkaldt og små som store vandrede ind og gik straks i gang med leg på gulvet, da alle klodserne og figurerne blev hældt ud. Gaven vakte stor glæde og vi blev kaldt mami og papi indtil flere gange og børnene kom glædestrålende og viste os hvad de fandt i bunken med legesager. For dem var det den naturligste ting i verden, at vi nu var Washeens forældre (Simons peruvianske navn) og de kiggede fra os til ham flere gange og var særdeles kærlige og interesserede. Alle sammen børn som også drømmer om en mor og far for dem. Da Simon endelig vågnede op igen havde han bestemt ikke noget imod at være skiftevis på mor og fars arm, alt imens vi gik rundt på børnehjemmet for at filme og i det hele taget få et indblik i Simons verden i hans første leveår. Vi madede og skiftede og var i det hele taget de eneste som rørte Simon indtil han sov til middag kl.14.00. Herefter måtte vi forlade Amantani, hvor ondt det end gjorde, for at underskrive papirer på, at adoptionsprocessen kunne gå i gang. Her skal lige indskydes, at vi ikke var belemret med megen bureaukrati under vores ophold. Adoptionsprocessen i Peru er udelukkende administrativ på nuværende tidspunkt, så da vi endelig fik overdraget Simon var det kun nødvendigt med underskrift af dokumenter en 3-4 gange, et par fremmøder på offentlige kontorer og rådhuset samt to hjemmebesøg af Elizabeth. Vi følte, at vi kunne nyde vores nye familie som det primære, være en smule turister og opleve det smukke Peru og så havde vi ellers dygtige og pålidelige folk til at ordne alt det praktiske omkring adoptionsprocessen. Egentlig var papirnusseriet lidt fjernt for os af og til, men vi havde som før nævnt, fuld tillid til de kyndige. Roxana i Lima var selvfølgelig tovholder gennem hele forløbet og var særdeles flink til at ringe i ny og næ og informere os om sagens gang. Til trods for, at hun selv fødte en dreng undervejs og havde brug for ro efter et kejsersnit. Det værste vi oplevede var nok en lang ventetid på Simons pas ved paskontoret i Lima, men det kommer man over, når man står med passet og en hjemrejsedato i hånden. Tilbage til den første mødedag med Simon, så vendte vi tilbage til børnehjemmet ved 16 tiden, hvor vi tilbragte resten af dagen i Simons dejlige selskab indtil han skulle puttes kl. 18.00. Desuden fik vi yderligere informationer af de to spanske søstre vedrørende Simons baggrund, så vi nu føler, at vi har en historie at fortælle den dag der er behov for det. Ydermere fik vi udleveret vaccinationskort og andre papirer vedr. sygdomme m.m. Afskedens time ved sovetid var forfærdelig. Det var hårdt at sige godnat og endnu engang at måtte forlade ham. Vi klyngede os dog til morgendagen og visheden om, at vi kunne hente ham kl. 11. Hjemme på Casa Elena igen, valgte vi dog at nyde aftensmaden med en tilhørende Tacama- peruviansk rødvin, som i øvrigt er ganske udmærket, og brugte i øvrigt aftenen på at forholde os til vores endelige stop for tosomheden, men med store forventninger til forældrerollen og det at blive tre. Den forløbne dag blev også evalueret gang på gang. Endelig blev han vores, de første dage, hjemrejse og hjemkomst Tirsdag d. 18 april indfandt vi os præcis kl. 11.00 på Amantani med følgeskab af Elizabeth og Liliana endnu engang. Vi overtog en, for en gang skyld, sovende Simon og skulle blot underskrive et papir signeret med Amantanis stempel som et udtryk for børnehjemmets samtykke til adoptionen og et bevis for hvornår Simon forlod stedet. Efter en times tid tog vi en bevægende afsked med de to spanske søstre og takkede dem for deres indsats og alt hvad de havde gjort for Simon, herefter var vi ellers klar til at lukke porten bag os - også i overført betydning og køre i Taxa til Casa Elena. Det var en meget stille og beklemt dreng der sad på taxaens bagsæde med hovedet trykket ind mod mors bryst. Øjnene fulgte trafikken udenfor, men ellers var der ikke megen respons. Resten af denne dag gik med tæt samvær i spise- og puslesituationer og ellers bare en langsom og rolig tilvænning til hinanden. Ved et lægebesøg sidst på eftermiddagen var det som om, at Simon omsider begyndte at tø op overfor os, og vi fik sågar de første par glædestrålende smil fra ham. Herefter fulgte så ellers 15 dage i Cusco, hvor vi følte store fremskridt for hver eneste dag. Simon blev mere tryg ved os og fik en klar fornemmelse af, hvor han hørte til og vi beherskede forældrerollen bedre og bedre i og med, at vi lærte at forstå vores drengs ønsker og behov og i det hele taget at kende hans lille personlighed. En proces som heldigvis varer ved hele livet. Kendskabet til Simons smukke og særprægede fødeland fik vi også mulighed for at udvide sammen. Vi var på byture, vandretur i Pisac ruinerne samt ikke mindst turens højdepunkt, hvad angår sightseeing, togtur til Machu Picchu - inkaruinen ved porten til junglen, som spanierne heldigvis aldrig fandt. Efter at have forladt Cusco d. 3 maj, tilbragte vi 5 dage i Lima, hvor vi bl.a. skulle skaffe det føromtalte pas. Simon havde det svært med klimaforandringen og i det hele taget sine nye omgivelser endnu engang, så vi måtte virkelig være der for ham i disse dage. Efter en veloverstået flyvetur på ca. 20 timer, kunne vi så endelig betræde dansk jord mandag d. 8 maj. Vi fik en flot modtagelse i Aalborg Lufthavn af familie og venner - den var nærmest en konge værdig, og endnu senere var det dejligt at se Simon i de for os velkendte hjemlige omgivelser med hus og have. Dog fulgte en lidt hæsblæsende tid med lægebesøg, notarius publicus, personnummer m.m. Simon er i skrivende stund halvandet år og vi har værnet om vores nye lille familie i 4 måneder. Det er svært at huske tiden uden Simon, og den uudholdelige ventetid på barn i forslag. Hver eneste dag er han til stor lykke for sine stolte forældre, som føler en dyb taknemmelighed. Selv efter en urolig nat med Simon liggende i dobbeltsengen og forældre som er udstyret med blå mærker efter en skalle og andre småspark, er det dejligt at vågne op til Simons HEJJJJJJJ og et kig ind i de mørke øjne og det glade smil. Det er dejligt at få en knuser og et fugtigt kys på munden samt i det hele taget at få respons på de ord og sætninger vi fodrer ham med dagligt. Vi mærker en stærk, kærlig og velstimuleret dreng med sund interesse og nysgerrighed for sine omgivelser, hvilket vil være en styrke i hans møde med sit fremtidige liv. Vi to som forældre skulle følge et kendt citat og gå så grueligt meget igennem, men så begynder livet også igen!!!!!!!  Annette Hylander. August 2000 |