|
Chimbote
Sommeren 1999 tilbragte Lars og jeg knap to døgn i Chimbote, da vi hentede vores søn Karl på børnehjemmet Hogar de la Paz. Det var første gang et barn blev bortadopteret herfra til Danmark og første gang vores advokat Roxana Sotomarino var i byen. Karl var godt to måneder, da han blev bragt i forslag til os den 10. juni 1999. Ni dage senere fløj vi til Peru. Der var yderst få oplysninger på Karl og han blev derfor vurderet som risikobarn af Københavns Amt, der efterfølgende udvidede vores almene abstrakte godkendelse, så vi kunne adoptere ham.  Udsigt til Isla Blanca med fiskerflåden liggende foran. Hotel Real ses til venstre i billedet. Byen Klokken 23.00 tog vi en komfortabel natbus fra Lima til Chimbote, hvor vi ankom næste morgen klokken 5.30. Da vi stod af natbussen stod en hjord af taxachauffører og ventede på passagerer, der skulle transporteres videre. Vores advokat udvalgte en minibil og chaufføren ville lægge vores kuffert op på taget uden at fastgøre den. Det ville vi ikke risikere og i stedet kom den i bagagerummet. Bagagerummet var bare så lillebitte, at det ikke kunne lukke og Lars måtte derfor holde fast i kufferten, mens vi kørte den korte tur til Hotel Real Chimu ex Turista. Hotellet var bygget i Chimbotes storhedstid under militærdiktaturet. Det var det fineste i byen og meget stort og med meget, meget få gæster. Den første gang vi trak ud i toilettet flød kummen helt over og vi måtte have hjælp til denne vigtige ting. Hotellet var senere også behjælpelig med at lave kogt vand til sutteflaskerne. Lugtesansen bliver stimuleret kraftigt i Chimbote, fordi en fiskemelsfabrik får hele byen til at lugte af fisk. Og i Chimbote siger man (ligesom i Esbjerg), at der lugter af penge. Vi vænnede os forbløffende hurtigt til lugten. Vi gik et par ture i byen for at tage indtryk med os hjem. Og lad det være sagt med det samme: Der er ikke noget synderligt at se i Chimbote. Der var dog et være leben med masser af handlende på det lukkede marked og skopudsere en masse. Vi fandt intet at købe med hjem til minde om byen. Et positivt indtryk af byen fik vi heldigvis alligevel: Ud for Chimbote ligger Isla Blanca, der er en helt hvid klippeø. Foran lå en stor fiskerflåde og det var et meget flot syn. (I følge opslag på hotellet kunne man få en sejltur ud til øen). Vi blev helt betagede af at se pelikaner flyve rundt i fri natur. Næste dags eftermiddag fløj vi som nybagt familie til Lima. Turen til lufthavnen går gennem slumkvarterer, industrikvarterer og ørken. Lufthavnen ligger midt i ørkenen - helt surrealistisk. Flyveturen tog en time og foregik i en lille propelflyver, hvor der var plads til 12 personer inklusiv de to piloter. Mere om Chimbote kan findes på internettet. Børnehjemmet "If there is poor on the moon - we'll go there too" Dette Mother Theresa citat hang på børnehjemslederens kontor. Efter ankomsten til hotellet kunne vi lige nå at sove en times tid, hvorefter vi skulle have morgenmad og ud på børnehjemmet for at møde vores barn for første gang. Børnehjemmet Hogar de la Paz ligger i en stor blå bygning i to etager. Hjemmet fungerer ikke kun som institution for børn men også for handicappede voksne. Børnene findes i alle aldre i forskellige afdelinger - nogle af børnene var handicappede. Ikke alle børnene venter på bortadoption, men kan være midlertidigt anbragt af forældrene i håb om, at de kan magte at få børnene hjemme senere. Børnehjemmet drives i Mother Theresas ånd og billeder af hende og Jesus hænger alle vegne, blandt andet et billede af Jesus med børn på skødet og med teksten "Dejad que los ninos vengan a Mi" ("Lad de små børn komme til mig"). Da vi ankom til børnehjemmet skulle vi møde lederen. Vi blev vist op på 1. sal. Vi kom forbi en sovesal med store senge til de store børn. Oppe på 1. sal kom vi direkte ind i en stor sal og blev straks ledt hen til Karl i hans tremmeseng. Børnehjemmet ledes af søster Haya Theyama, der er inder og derfor taler engelsk. På den etage Karl var, var der 12 børn i alderen ca. 2 måneder til 2 år. Der var også to handicappede børn. Een voksen havde ansvaret for alle børnene og hun var meget interesseret i, hvordan vi "håndterede" Karl. Der var også frivillige, der hjalp til. Gamle koner, der ordnede vasketøj, en stor skolepige, der bar babyerne, en ældre skottisk herre, der legede med de større børn og gik tur med dem. Senere har jeg via en amerikansk mailingliste om adoption fra Peru fået oplyst, at den lokale kirke sørger for at frivillige kommer og giver spædbørnene den vigtige kropskontakt og stimulation ved at bære på dem og tale med dem. Vi syntes børnehjemmet lugtede af fattigdom. Vi er ikke i tvivl om, at de voksne gjorde, hvad de kunne og af et godt hjerte. (Det slog os så lidt vi kunne gøre og hvor lidt der egentlig skulle til for, at børnene kunne få et bedre ophold på børnehjemmet. Vi sendte en tanke til AC - hvordan blev mon lige præcis dette børnehjem hjulpet via vores adoptionsgebyr?). Der var en anelse legetøj - og det pænere legetøj så som tøjdyr sad på hylder uden for børnenes rækkevidde. Måske af hygiejniske grunde? Børnene havde pænt tøj på - især pigerne havde fine kjoler på. Flere billeder kommer frem på nethinden, mens jeg skriver: Den spastisk lammede pige der virrede med hovedet for at vifte fluerne væk fra ansigtet. Den 1½-årige pige, der sad og græd så hjerteskærende - hun havde lysegrøn diarré ned i sit ene hvide strømpebukseben. Den 6-årige pige, der lagde det samme puslespil igen og igen og igen. Hun lagde det også mens brikkernes tomme bagside vendte opad. Vi havde selvfølgelig nogle få gaver med til børnehjemmet. Men da vi så børnehjemmet fandt vi ud af en bedre gave. Resolut tømte vi det nærmeste apotek for modermælkserstatning. (Det skal dog bemærkes, at Karl ikke havde fået fortyndet modermælkserstatning men den anbefalede dosis). Vi blev mødt med stor åbenhed og fik god tid til at være sammen med vores ukendte barn. Vi besøgte Karl godt to timer om formiddagen og knapt 3 timer om eftermiddagen. Vi var positivt overraskede over, at vi var velkomne selvom personalet holdt siesta. Dette gav os god tid (alene) med Karl, men også værdifuld viden om, hvordan børnehjemmet fungerede. Vi fik fornemmelse for, hvordan ansatte og frivillige tog hånd om børnene og for hverdagens rytme. Foruden at give os god tid med Karl gav personalet os også god tid til at stille de mange spørgsmål, vi havde forberedt hjemmefra. Taget i betragtning, hvor få oplysninger, der var nået frem til Danmark ved matchningen, fik vi nu mange oplysninger: Vi fik udleveret Karls helbredskort, der bl.a. viste hans vækst og hvilke vaccinationer han havde fået. Vi fik den medicinske journal fra lægeundersøgelsen af ham, da han var 3 uger gammel. Mest værdifuld er helt bestemt et lille brev som Karls fødemor havde skrevet, da hun kom og afleverede ham på børnehjemmet, da han var en uge gammel. Vi har nu en forklaring på, hvorfor hun var nødt til at give ham fra sig og vi har hendes fulde navn. Oplysninger, som kan være med til at give Karl en indre ro om hans livs begyndelse. Vores barn Der er tusinde ting at skrive om, men jeg har valgt at fokusere på det at være forskellige/anderledes. Under godkendelsesproceduren taler man om, at barnet se anderledes ud, at man bliver en anderledes familie, når man er adoptivfamilie og lignende. For mig var det overraskende og i begyndelsen anstrengende at opleve dette i virkeligheden. Der var så mange ting vi skulle lære at forholde os til med følelser involveret. Som adoptivforældre hører vi ofte om barnets tilpasning til de nye forældre - men det er også en proces for os forældre at tilpasse os vores barn. Og selvom vi er voksne bombarderes også vores sanser. At opdage sit barn Dagen før vi så Karl for første gang fik vi et billede af ham, taget da han var knap 14 dage gammel. To måneder senere stod vi pludselig og så på ham. Der lå han i tremmesengen og vores første spørgsmål var: "Er det virkelig ham?" Vi syntes ikke rigtig det lignede barnet på fotografiet - måske tænkte vi på eventyrets forbyttede barn - sagen var nok bare, at det nyfødte barn var blevet 2½ måned ældre - og der var sket meget i hans korte liv. At forundres Det der slog os allermest og med det samme, var den kæmpe hårpragt han havde. Det var fedtet og stod op. Han havde mere og længere hovedhår end de fleste hvide 2-årige! Denne hårpragt gjorde, at han på os så ældre ud end han var. (Og det kan den dag i dag snyde fremmede, at han er så lille som han er, når han har en stor drengs frisyre. Det kan måske få dem til at forvente, at han kan mere end han kan). Der til kom små fine sorte hår i panden, på overlæben, på skuldre og overarme og bakkenbarter. Små dun, som vi siden også har lagt mærke til hos hvide babyer, når vi kigger godt efter. Hvor var han dog mørk! Karls hudfarve er beskrevet som kornfarvet og det er en meget solbrændt farve året rundt. Så gylden en farve, at fodsåler og håndflader er lyserøde. Og først efter vi fik Karl fandt vi ud af, at også vores håndflader er lyserøde og ikke hvide. Aldrig har jeg følt mig så bleg og lyserød som de mange gange jeg stod med Karl på armen og vi sammen kiggede ind i spejlet - til trods for det var sommer og jeg havde fået farve. Og Karls øjne - hvor var det underligt at se ind i øjne, der var så mørke, at man ikke kunne se pupillen - med mindre lyset faldt på en særlig måde. Karls ansigt havde mange små knopper. Kunne han komme til maveskind og lår kløede han med sine små fingre. Rundt om på kroppen havde han flere betændte bylder og i hovedbunden var der store sårskorper. En børnelæge i Lima diagnosticerede dette som noget fnatlignende noget og børnesår - anbefalede Karl kronraget, så vi kunne komme til med salverne og herefter forsvandt de betændte sår hurtigt. (Et af de større sår opførte sig lidt anderledes og langt senere fandt vi ud af, at dette var arret efter tuberkulose-vaccinationen). Vores lugtesans blev pirret endnu en gang: Et nyt menneske var kommet ind i vores liv og dermed fulgte nye lugte. På 5. dagen efter vi fik Karl skriver jeg i dagbogen, at nu er vi allerede ved at vænne os til hans kropslugt. Dertil kom den søde lugt af modermælkserstatningen, når vi blandede flasker og den sure lugt af babygylp. At bekymre sig Aftenen før vi skulle afsted til børnehjemmet var vores følelser blandede - vi glædede os sådan men vi spurgte også os selv, hvad det var vi havde kastet os ud i. Kunne vi finde ud af det - ville vi blive gode forældre? Vi følte forældreansvaret og engagementet komme i det øjeblik vi mødte Karl første gang - mens kærligheden voksede dag for dag. Allerede da vi gik fra Karl på børnehjemmet anden gang var det sværere at lade ham blive tilbage: Nu ville vi have ham og passe på ham. De første dage efter vi havde fået Karl følte vi os tyngede af ansvaret for det lille barn - det var fysisk og psykisk hårdt. Udover alt det nye praktiske - skulle vi vænne os til Karl, at være blevet forældre og hinanden i nye roller og minsandten havde vi diarré med feber og på 2. dagen oplevede vi vores livs første jordskælv. Vi var bare så ængstelige. De første 14 dage efter vores hjemkomst til Danmark, husker vi næsten ikke. Dagene var præget af jetlag, læge- og sygehusbesøg, formelle gøremål med kommune, notar osv. Det var som om, al energien løb ud af os. Endelig kunne vi slappe af - vi var hjemme i god behold og vi havde fået et pragteksemplar af en søn. Lars begyndte på arbejde og vi skulle finde en ny rytme sammen. For mig tog det omkring to måneder efter vi var kommet hjem - før jeg syntes det hele var helt integreret. (Et eksempel: I begyndelse var barnevognen besværlig at køre med - men pludselig en dag, hvor jeg ikke går med barnevognen - føler jeg det helt forkert. Som om barnevognen var blevet en naturlig forlængelse af mine arme). Når Karl og jeg var ude, slog det mig, hvor ofte fremmede (især mødre på min egen alder) spurgte mig om min mand - Karls far. Jeg blev spurgt: "Hvor kommer din mand fra?" - "Er din mand meget mørk?" Mit korte svar lød: "Min mand er fra Als" - og det mere høflige svar havde fortsættelsen ".... og vores søn er adopteret fra Peru". Ikke altid gad jeg fortælle bare fordi vi var passagerer i samme S-tog. (Efter nogle måneder ebbede spørgsmålene ud - så jeg tror, det var fordi Karl var så spæd dengang, at så få forbandt ham med at være adopteret). Jeg syntes i en kort periode, at det var meget belastende at være så synlig, når jeg gik i det offentlige rum med Karl. Jeg havde i begyndelsen et stort behov for at cykle en tur alene, købe ind alene - kort sagt at være anonym igen. Det gjorde mig også trist på Karls vegne i en periode. For det gik jo op for mig - at for Karl ville det være sådan altid: han vil skille sig ud fra mængden og blive lagt mærke til på godt og ondt. I dag kan jeg forholde mig til, at det for Karl aldrig vil være anderledes. At glædes Jeg har her valgt at lægge vægt på det psykisk og fysisk hårde ved at blive adoptivforældre, men det er mest af alt en fantastisk befriende oplevelse at møde og få sit længe ønskede barn. Fra vores dagbog derudefra nævnes glæden ved: · at sidde med Karl og give ham sin elskede sutteflaske som han på børnehjemmet var vant til at skulle sutte i sig alene, mens flasken blev støttet af tæpper · at lade ham falde i søvn i vores favn og blive siddende sådan længe · at betragte ham indgående i hans fredfyldte søvn · at blive vækket alt for tidligt af hans hyggepludren · at han rækker ud efter mig for at undersøge mit ansigt med sine små hænder · at se ham smile til én Det er en stor lykke at kunne se tilbage på alt det gode Karl allerede har givet os, og at vide, at der også ligger dage foran os, hvor vi kan se vores lille, gode menneskebarn folde sig endnu mere ud og vokse sig stor. Kirsten L. Larsen Marts 2000 |