|
Vi skulle jo bare have besøgt Juan Carlos, men ……………… han ville meget gerne med os. Han havde været spændt og glædet sig hele morgenen. Og vi ville meget gerne have ham med, så hvorfor ikke. Uheldigvis var vi jo tjekket ind et sted der var helt uegnet for børn (og osse for voksne syns' Roxana) så vi tog en "taxa" alle 4 ind til Pucallpa for at kigge efter et bedre - centralt - hotel. Og i den situation er kun det bedste jo godt nok og i Pucallpa er det bedste godt nok dyrt, men ikke særlig godt alligevel. Så nu bor vi på Hotel Sol del Oriente til $ 65 pr. nat. (Ca. dkr. 600,00). Annegrethe og Roxana tog så Juan Carlos med i en "taxa" ud i junglen for at hente bagagen og for at tjekke ud igen fra vores bungalow. Det kostede heldigvis ikke så meget. Imens blev Henrik på Hotel Sol del Oriente og samlede kræfter. Hele dette projekt skulle vi have startet på for flere år siden. Det er utroligt anstrengende og man kan jo godt mærke at man ikke bliver yngre (!). Alt dette tog lidt mere tid, end det skulle og vi kom til at spise for sent. Her efter kom den første grædetur (altså for Juan Carlos' - for vi tudede jo begge to på børnehjemmet.) Han ville tilbage til sin plejemor, intet kunne trøste ham. Han ville ikke i bad, ville ikke noget som helst - bare tilbage på børnehjemmet. Det er fandme hårdt! Og når man så ikke kan kommunikere, puh-ha. Efter at have kigget i en bog med tegninger af alt muligt spændende i laaang tid, faldt han dog lidt til ro. Og faldt i søvn uden at have fået børstet tænder. (Allerede nu er vi ansvarsløse forældre!) Her til morgen lå vi alle tre og hyggede os med den samme bog og snakkede om dyr og flyvemaskiner - man kan jo egentlig meget med tegnsprog og den smule spansk vi kan - men ligeså snart han skulle i bad var den gal igen. Det er selvfølgelig de situationer han kender fra børnehjemmet og som nu er helt anderledes.   Vi glæder os allermest til at være hjemme igen i Blovstrød og til at få en tryg dagligdag til at fungere. Men inden da skal vi lige have en millionmilliard Peruanske bureaukratiske formalia overstået. Der er ingen der må gå og tro at det er nemt at adoptere, det er det ikke! Alt i alt en følelsesmæssig tur fra de højeste bjerge til de dybe dale. Men det går stærkt fremad. Torsdag eftermiddag var vi igen på besøg på hjemmet - fremvisning af ham i hans nye tøj som han er meget stolt af og vi har (næsten) ramt rigtigt mht. størrelsen på det meste …. Besøget var lidt hårdt for ham og vi synes egentlig det var et dårligt forløb, men vi kunne ikke have ladet ham blive der i går - det havde været "forkert" både for ham og for os. Vi havde to store kasser Duplo med til børnehjemmet og heldigvis synes de at det skulle gives til hans hus. Det blev modtaget med enorm glæde og vi må huske at sende billeder og takke Lego. Et fattigt børnehjem ville aldrig få råd til at købe så meget som en lille smule Duplo til deling af en hel gruppe børn. Hans plejemor takkede for klodserne og sagde at de ville være rigtig gode i hendes arbejde med børnenes motorik. Hvert barn fik en lille portion klodser og selvom de aldrig havde set sådan nogen før, fik de hurtigt bygget fine ting. Den eneste der bare sad og kiggede på var Juan Carlos. Men han var stolt over at de var kommet med hans mor og far og glad over at børnene fik noget at lege med. Før havde de intet!  Carlittos overvåger at alle får en portion Duplo  Eric, Maria Isabel og de andre børn leger med Duplo sponseret af LEGO Vi havde frygtet at han ville græde når vi skulle derfra, men han blev bare lidt betuttet og det er han jo god til.  Carlittos, mor og Roxana på vej ud af børnehjemmet 
Bagefter var der intet i vejen og vi var på en restaurant og spise en sandwich og drikke lidt af deres sunde juice. I Sydamerika hedder juice "jugo"('hugo). Efter et bad kom der igen en lille tudetur, men den gik hurtigt over og vi lå og pludrede, grinede og snakkede skraldespansk sammen alle tre. Han sover ret uroligt om natten. Allerede første nat fik Henrik et chock. Pludselig var han bare væk - ikke at finde på badeværelset - ikke i værelset - ikke gået ud (kufferten blokerede døren) til gengæld lå han nede mellem de to senge i en lille revne. Han er er en lille splejs - endnu. Men med den mængde mad han indtager, bliver han hurtigt stor. En servitrice på en restaurant sagde at han ville blive dyr i drift - og det er vist rigtigt. I dag fredag skulle vi igen besøge børnehjemmet, men heldigvis kun deres kontor. Socialarbejderen dér er blevet helt glad for os. I starten var hun rimelig kritisk og skrev og skrev. Hun beklagede sig lidt over at vi ikke lignede de billeder vi havde sendt (de er jo nu mere end to år gamle) - Henrik ser nu tyndere ud i ansigtet, har længere hår og Annegrethe har ikke mere gråt hår…..   Det var ikke med den største glæde Carlittos satte sine hænder på stempelpuden fordi de på børnehjemmet skulle have hans håndaftryk. Hvad de skulle bruge dem til blev vi aldrig klar over, men knægten er ret så sart, så det var nærmest en ulykke at rende rundt med blå hænder herefter. På hotelværelset skrubbede vi det meste af, men vi fik allerede her bekræftet at han ikke kan lide at have snavsede fingre. Det var den officielle overdragelse i dag, men højtidligheden havde jo ligesom været der, så vi fik det bare overstået så hurtigt som muligt. Efter endnu engang at have spist kylling (som man spiser med Yuccarødder, stegte kartofler, ris og/eller stegte bananer samt noget salat vi altid undgår da det er skyllet i snavset vand) trodsede vi den tropiske regn og gik hen for at købe lidt souveniers.   Shopping i Pucallpa  Og lige så hurtigt et regnskyl kommer, lige så hurtigt er det væk igen  Det ser ud til at alle formalia er i orden og at vi flyver vi til Lima i aften fredag. Ps: Selvom det det måske lyder lidt tosset, så er vi nu ikke mere i tvivl om, at der var en"mening" med at vente så lang tid. Ellers havde vi jo ikke fået ham her. Og kun få ved hvad vi har måttet udstå, MEN DET VAR DET VÆRD!!! Fortsæt |