|
Mandag den 15. januar 2001 kl.10 om formiddagen kom endelig den telefonopringning, som vi havde ventet på i 3½ år. "Jeg ringer til jer, fordi der er kommet besked fra Peru" sagde sagsbehandleren fra Adoption Center. Hjertet slog en koldbøtte, og endnu én, da hun sagde, at der var 2 børn til os. Tiden stod pludselig helt stille, og jeg følte det, som om jeg befandt mig i en anden verden. Sikken et chok, at vi nu skulle være forældre, selvom vi havde haft 3½ års forberedelse…. Fatima Soledad og Francisco José var tvillinger, født i maj 2000, og var altså 8 mdr. gamle. De blev betegnet som risikobørn pga. lav fødselsvægt (2000 g. hver), og krævede derfor en udvidet godkendelse. Desuden var vi også kun godkendt til ét barn. Heldigvis var en udvidet godkendelse en smal sag, og 14 dage efter sad vi i flyet på vej mod Peru og vores børn. Helt rundt på gulvet, forventningsfulde, og med sommerfugle af enorme dimensioner i maven. Tankerne væltede rundt i hovedet, og det var svært at følge med. Alting gik så utrolig hurtigt, og alligevel alt for langsomt.  Hun havde allerede bestilt busbilletter til Huaraz dagen efter, så vi fik pakket det allermest nødvendige ned i en kuffert, (Bleer, sutteflasker, vælling, børnetøj, gaver til børnehjemmet m.m.), og lod resten blive tilbage i lejligheden i Lima. Huaraz ligger i 3100 meters højde 8 timers bustur nord for Lima. Byen har ca. 80.000 indbyggere, og er et kendt område for bjergbestigere. Peru's højeste bjerg "Huascaran" på 6768 m ligger tæt ved. Busturen var fantastisk flot, og gav os et indtryk af vores børns hjemland udover at det gav os tid til at omstille os til den "nye verden" vi pludselig befandt os i. Allerede samme aften vi ankom til Huaraz, syntes Maria Jesus (lederen af børnehjemmet), at vi skulle komme forbi og se børnene. Gisp! Det havde vi slet ikke forventet. Anna og Frederik havde siden de var ca. 1½ måned gamle opholdt sig på et lille børnehjem kaldet "Arco Iris". Børnehjemmet sponsoreres af den spanske evangeliske kirke, og Maria Jesus var en fantastisk sød, omsorgsfuld og varm spansk læge. Ingen tvivl om, at vores børn havde haft det godt, mens de var der. Indretningen var meget spartansk, og der var småt med legetøj, men der var rent og pænt både ude og inde, og en dejlig varm og tryg atmosfære omgav hele stedet. Vi kørte i taxa gennem Huaraz' små gader, og kunne slet ikke fatte, at vi lige om lidt skulle se vores børn for første gang. Vi forestillede os, at vi ville blive ført ind i et rum, hvor børnene så ville blive bragt ind til os. Men da den store himmelblå port blev lukket i bag os, kom vi direkte ind i et stort fællesrum, hvor små og store børn legede rundt omkring. Et hurtigt blik ud i rummet, og jeg var sikker på, at her var de ikke, for de fleste af børnene var for store, og den lille baby derovre, var da for lille. Den lille baby viste sig at være Frederik, og straks efter kom de med Anna. Nej, hvor var de små! Og hvor var de dog søde! Et ubeskriveligt øjeblik, hvor man er fuldstændig overvældet af begivenhederne. Godt at Roxana var med, så hun kunne forevige begivenheden på film, for det sansede vi slet ikke. Anna og Frederik virkede glade og veltilfredse, og havde intet imod at være hos os, og 2½ time fløj afsted. Næste dag stod vi tidligt op for at tilbringe det meste af dagen på børnehjemmet. Vi havde vores gaver med, hvilket skabte stor glæde hos alle børnene. Vi madede og badede Anna og Frederik for første gang, og sad i haven og hyggede os allesammen. Børnene var helt vilde med Jesper, som gav luftture, og bare skulle blive ved og ved. De ville også røre ved vores hår hele tiden. De syntes det var dejlig blødt i forhold til deres eget. Det var umuligt ikke at føle dårlig samvittighed overfor alle disse dejlige unger, som ikke havde fået adoptivforældre, og som måske heller ikke havde udsigt til det. Hvem der bare kunne have taget dem alle med hjem. Der var kun ca. 10-12 børn på hjemmet, hvilket var helt bevidst, for at give dem de bedste vilkår. Ifølge Maria Jesus så forholdene på byens offentlige børnehjem noget anderledes ud. Vi spiste frokost ude i byen, og kørte lidt på sightseeing i området. Vi så bl.a. det område ca. 15 min. kørsel udenfor Huaraz, hvor Anna og Frederik blev født. En meget fattig og faldefærdig landsby, som virkede helt affolket. En enkelt kvinde i typisk peruansk klædedragt, kom gående gennem gaden med sine får. Hun smilede lidt genert til os, og må unægtelig have undret sig over, hvad sådan et par hvide mennesker i europæisk tøj, lavede i hendes lille landsby. Om aftenen tog vi tilbage til børnehjemmet. Det var vores sidste aften i Huaraz, og Maria Jesus bad os om at sætte os i en rundkreds alle sammen. Herefter sang de alle sammen en sang og bad en bøn for os. Børnene rejste sig én efter én , og fremsagde deres ønsker for Anna og Frederik. Det var meget rørende, og næsten ikke til at bære. Hvem der dog bare havde kunnet forstå lidt mere spansk. Vi fik et lille hæfte med de allerførste billeder der blev taget, da Anna og Frederik kom til "Arco Iris", og hvori der også er en hilsen til dem fra de andre børn. Så blev det fredag, og dagen hvor vi endelig skulle blive en rigtig familie. Vi glædede os til at blive os selv, så vi kunne lære vores børn at kende i ro og fred. Op klokken 06 og pakke kufferten, og derefter ud til Børnehjemmet. Anna og Frederik fik vores alt for store medbragte tøj på. Vi fik underskrevet de sidste papirer, og så var det tid til afsked. Der blev taget nogle sidste billeder af en rødøjet og rørt Maria Jesus med Anna og Frederik på armen. Det var en svær afsked med både sørgmodige tårer og glædestårer. På den ene side var det svært at tage børnene med fra det sted, de kendte som deres hjem, og fra de mennesker som i de sidste måneder havde holdt af dem, og taget sig kærligt af dem. På den anden side glædede vi os helt utroligt til at være en familie, velvidende, at det liv vi kunne tilbyde børnene, både menneskeligt og materielt, er bedre end et liv på børnehjem uden forældre og anden familie. Tilsidst måtte vi bare gå. Ellers kunne vi være blevet ved med at kramme. Maria Jesus fik et stort knus med løftet om, at vi nok skulle passe godt på hendes små tvillinger, og elske dem betingelsesløst. Med os fik vi et par sutteflasker, og deres to elskede sutter, som nu ligger forsølvede herhjemme. Vi havde frygtet de 8 timer i bus tilbage til Lima men heldigvis sov Anna og Frederik det meste af vejen. De var vel også udmattede ovenpå alle de nye indtryk. Når de vågnede, sad de ligeså stille og kiggede ud af vinduerne. Gad vide, hvad der foregik i deres hjerner? Jeg var taknemmelig over, at de trods alt var for små til at forstå så meget. Ellers ville det næsten ikke have været til at bære. Men hvor var det forunderligt at sidde der i bussen med hver sit lille barn i armene og pludselig være forældre. Tilbage i Lima skulle vi så få en hverdag til at fungere, indtil alle dokumenter var færdige, og vi kunne booke hjemrejsebilletter. Det tog 18 dage. 18 hårde dage!!!! Der var ulidelig varmt i Lima, hvilket børnene slet ikke kunne holde ud. De var vant til den kølige og behagelige luft i bjergene, så de reagerede ved at få knopper over det hele, skrige i vilden sky, vågne utallige gange om natten osv. Hvis det ikke var den ene, så var det den anden. Vi måtte have læge et par gange, da Frederik fik halsbetændelse midt i det hele. Jo - der var noget at se til som nybagte forældre. Oveni alle begyndervanskelighederne, var det samtidig helt fantastisk at opdage sine børn. Anna havde to tænder, og Frederik havde sin første på vej. Anna kunne sidde uden støtte, hvor Frederik let væltede omkuld. Efter 18 dage i lejligheden i Lima, rejste de sig begge op ved at støtte sig til ting. Sikken en udvikling. Sightseeing blev det ikke så meget til pga. varmen desværre. Men vi fik da set noget af byen, købte souvenirs på et hyggeligt marked, besøgte det nye flotte indkøbskvarter i Mira Flores, så katedralen med Pizarro´s sarkofag (Lima´s grundlægger), og besøgte Pachacamacruinerne 30 km. syd for byen. Alt imens vi rendte rundt sammen med Roxana for at få alle papirer på plads. Tilsidst manglede kun at få lavet pas til Anna og Frederik. Det blev til gengæld også lidt af en prøvelse. 3 timer i kø med barn på armen i stegende hede, i overfyldte lokaler. Til gengæld får man så passet med, med det samme. Vi rakte et hoved op over alle andre i køen, og vakte opsigt med Anna og Frederik på armene. Alle var meget interesserede, og vi fik kun positiv respons. Jesper og Roxana fik booket fly til dagen efter, og så var det hjem og pakke. Det havde været et par hektiske sidste dage, så vi glædede os til at kunne synke ned i flysæderne, og komme hjem til familie og venner, og ikke mindst vores eget hus, og dermed for alvor starte vores nye liv som en familie på 4. Alligevel var det en mærkelig fornemmelse at flyve væk med børnene på den måde. Væk fra deres oprindelsesland og deres rødder. Vi er taknemmelige for, at vi har oplevet Peru, børnehjemmet, menneskene o.s.v., så vi kan give det videre til Anna og Frederik, når de på et tidspunkt bliver interesserede. I Kastrup blev vi overvældet af den helt fantastiske modtagelse vi fik. Familie og venner fra nær og fjern stod parat med flag og vin. Selv søster Mette der ikke havde kunnet få fri fra arbejde, havde taget flyet fra Ålborg og nåede lige akkurat over i udenrigsterminalen, før vi kom ud, for så at flyve tilbage til Ålborg samme aften. Sådan noget luner langt ind i sjælen. Venner fra Perugruppen var mødt op, hvilket er blevet en god tradition, og midt i det hele fandt Anna og Frederik sig i at gå fra arm til arm og blive dikke-dikket til den store guldmedalje. En helt igennem fantastisk rejse var slut, og vores nye liv kunne tage sin begyndelse. Hilsen Karen og Jesper |